Paradisgade 7-9
8000 Århus C
86193122

PARADISETS ENGLE

Bliv en Paradisets engel - også lidt før tid


"Film er som mad - nogle gange er man sulten efter fastfood,
andre gange vil man gerne nyde noget stor gastronomi.
Tak til Øst for Paradis, fordi jeg ikke kun har burgere på nethinden"


René Thalund
Musiker i Nephew og en paradisets engel

Øst for Paradis har siden 1978 leveret store filmoplevelser til det aarhusianske publikum. Oplevelser, som kun er mulige, fordi biografen som den eneste i Aarhus er dedikeret til at vise film af høj kunstnerisk kvalitet, også selv om de ikke nødvendigvis er kommercielle kassesucceser.

Støtteforeningen Paradisets Engle A/S er et levende bevis på, at filmelskere ønsker at støtte, bevare og udvikle Aarhus' bedste biograf!







Nu er PARADISETS ENGLE også på FACEBOOK!



Her lægger vi fotos fra ombygningsprocessen, nyt fra bestyrelsen og det er herfra vi på sigt vil invitere til gratis forestillinger for Engle.


Klik HER for at se siden - klik på SYNES GODT OM og spred budskabet.



Siden 2006 har Paradisets Engle arbejdet for at sikre Øst for Paradis' fortsatte eksistens og udvikling. Det sker ved at skabe økonomisk, politisk og moralsk opbakning til biografen.

For at blive medlem af Paradisets Engle, skal du tegne en folkeaktie, som koster 500 kroner pr. styk. De penge der indsamles via aktierne går til at give økonomisk støtte til bevarelsen og udviklingen af Øst for Paradis.

Paradisets Engle har i foråret 2012 startet sin tredje indsamlingsrunde. I denne omgang skal der samles ca. 500.000 kr. ind til udvidelse af biografen med to nye sale, modernisering af biografens cafeområde, nyt indgangsparti, handikapadgang og digitalisering af biografsalene.

Ud over at indskyde penge i moderniseringen af Øst for Paradis, er Paradisets Engle A/S lejere af biografens lokaler, dvs. at selskabet fremlejer lokalerne i Paradisgade til Øst for Paradis.

Læs mere om at købe aktier: Klik her

HVAD HAR ENGLENE UDRETTET?

2006: Går vi til Paradis med sang...

Paradisets Engle blev etableret i 2006, hvor Øst for Paradis trængte til en kærlig hånd. Formålet var at sikre biografens overlevelse og iværksætte en indsamling til modernisering af biografen.

På få måneder meldte ca. 500 personer sig som Paradisets Engle og tegnede folkeaktier for 750.000 kr. til en begyndende ombygning.

Den folkelige opbakning til biografen fik Det Danske Filminstitut og Aarhus Kommune til hver at bevilge 350.000 kr. til moderniseringsplanen. Den økonomiske støtte blev omsat i fornyede fysiske rammer, og Øst for Paradis blev - både i interiør og repertoire - en art cinema, hvor der er film og oplevelser af enhver art!

2009: Engle på barrikaderne

I 2009 ydede Paradisets Engle en fænomenal indsats i kampen om Øst for Paradis' forbliven i Paradisgade.

Englene skrev læserbreve og gik på barrikaderne - og på rådhuset - da byrådet truede med at etablere en ny art cinema på Aarhus havn.

Indsatsen blev belønnet, da byrådet i september 2009 fastslog at byens art cinema fortsat skulle hedde Øst for Paradis med i Paradisgade.


Som anerkendelse for den store indsats overrakte kulturrådmand Jacob Bundsgaard Johansen "Kulturnathatten" til formand for Paradisets Engle Marius Lyhne-Knudsen ved åbningen af Kulturnat 2009. Kulturnathatten gives til en eller flere personer, som i det forløbne år har gjort noget særligt for kulturlivet i Aarhus.

2012: Hvad fremtiden bringer

Som en del af aftalen om at bevare Øst for Paradis i lokalerne i Paradisgade, blev det vedtaget at biografen skulle igennem en yderligere ombygning og modernisering.

Biografen skal have to nye sale, nye og bedre faciliteter i cafeen, nyt indgangsparti og sidst men ikke mindst, forbedrede adgangsmuligheder for handikappede biografgængere.

Øst for Paradis skal kunne leve op til tidens krav - men naturligvis stadig holde sin helt egen sjæl og atmosfære intakt!

...og selv om en af de store filmsucceser i 2012 har været den franske sort-hvide stumfilm "The Artist", så skifter tiderne også hvad filmteknik angår. Alle biografens sale skal digitaliseres, så Øst for Paradis også i fremtiden kan vise et bredt udvalg af såvel store som små film.

Hvis Paradisets Engle kan indsamle 500.000 har Aarhus Kommune og Det Danske Filminstitut indvilliget i at støtte ombygningen med et tilsvarende beløb. Så vil de nye lokaler kunne indrettes med billetsalg, belysning og biografstole og alt det andet.

Derfor vil du i løbet af 2012 kunne finde plakater og pjecer rundt omkring i biografen og resten af byen - og derfor håber vi, at du har lyst til selv at blive en Paradisets Engel, og bidrage til at Øst for Paradis også i fremtiden vil være byens mest spændende, hyggelige og bedste biograf.

Vil du også være en engel?
- læs mere om at købe aktier HER


Paradisets Engle A/S ledes af en bestyrelse bestående af:
- Marius Lyhne-Knudsen (formand), lektor, cand. oecon.
- Leif Leer Sørensen (næstformand), kommunikationschef, arkitekt MAA
- Else Kayser, formand for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland
- Hans Kjellund, advokat (H)
- Hanne Lindby Thomsen, jobkonsulent
- Kristian Erland Eskildsen, fagpolitisk konsulent



"Øst for Paradis har gennem årerne været en uvurderlig aktør i det aarhusianske filmliv. Personligt har jeg her haft store filmoplevelser med små, ikke-kommercielle film, som uden Øst for Paradis aldrig havde fundet vej til Aarhus. Samtidigt er der en helt særlig stemning omkring biografen, der er båret af et engagement for filmen som kunstart. Uden Øst for Paradis ville Aarhus være en meget fattigere by."

Nils Malmros,
filminstruktør og en Paradisets Engel