BIOGRAFENS HISTORIE

Øst for Paradis
- den anderledes biograf


I Øst for Paradis elsker vi film. Vi håndplukker film fra hele verden og viser dem i vores stemningsfyldte biograf i Århus. Fordi vi ikke kan lade være.

Vores speciale er de små, herlige filmperler, som fortjener et større publikum. Om hovedpersonen taler finsk, tyrkisk eller engelsk er underordnet, så længe filmen er i top. Så lader vi de andre om at vise helt mainstream film...

Hos os handler en god biografoplevelse ikke kun om filmen. Vi forsøger hele tiden at skræddersy nye oplevelser til vores publikum. Det må gerne være overraskende at komme i Øst for Paradis. Du kan for eksempel søndagshygge med brunch og filmklassikere, deltage i premierearrangementer med oplæg og drinks, eller holde din næste fødselsdag i Paradis.
Biografens café serverer friskbryggede kaffespecialiter, vin og specialøl, der alt sammen må nydes i salene.


Nye klæder
Øst for Paradis har gennemgået en større renovering. Vi skiftede de gamle biografstole ud med større og bedre sæder, og lyd- og fremviserudstyret er også nyt. Det fortjener både filmene og vores publikum. November 2012 åbnede vi et helt nyt foyerområde og 3 nye sale og alle maskiner blev udskiftet med digitale fremvisere.

Nyligst er arbejdet med etableringen af en elevator færdiggjort, så der bliver bedre forhold for kørestole og barnevogne, og på sigt kan vi glæde os til en ny facade mod Paradisgade.

I 2007 satte Line Daugbjerg Christensen sig i direktørstolen. Hun har flere års erfaring med filmbranchen og er en af iværksætterne bag filmuddannelsen Super 8 i Århus. Line har et stort netværk blandt instruktører og producenter, som biografen nyder godt af. Hun var derudover den stolte vinder af Cosmopolitans Fun Fearless Female Chef Award i efteråret 2008!

I 2010 sluttede Ditte Daugbjerg Christensen sig til firmaet og de 2 søstre driver nu biografen sammen. Hun er uddannet arkitekt og er efter en årrække hos Bønnelycke Arkitekter nu direktør i biografen med primært ansvar for bl.a. import, distribution og naturligt nok den store ombygning af biografen.


Der var engang
Øst for Paradis blev grundlagt i 1978 af John Rosendorff, Flemming W. Larsen og Uffe Sloth Andersen. De syntes, Århus manglede en biograf for de anderledes film, der ikke fandt vej til byens øvrige biografer.
I 1981 trådte John Rosendorff og Flemming W. Larsen ud af selskabet. Ind på banen kom Ole Bjørn Christensen, som sammen med Uffe Sloth Andersen drev biografen frem til 2007.
Også i biografens første år var den anderledes oplevelse i højsædet. Efter københavnsk forbillede blev en hyggelig café etableret i forbindelse med de fire biografsale, hvor publikum kunne tale om filmene over en god kop kaffe.



Fakta om biografen:
- Øst for Paradis er en Europa Cinemas-biograf
- Øst for Paradis består af 7 sale og viser film hver dag
- Øst for Paradis driver både biograf og importvirksomhed, der importerer film og lejer dem ud til andre biografer
- Biografens filmarkiv rummer over 100 titler blandt andet "Good bye, Lenin", "Sidste tango i Paris", "Den lyserøde panter" og "Den gode den onde og den grusomme". Og arkivet byder på klassikere af instruktører som Aki Kurosawa, Wim Wenders, Martin Scorsese og Orson Welles.
- Navnet Øst for Paradis fik biografen, fordi den ligger i Paradisgade, den første film der rullede over lærredet var Øst for Paradis med James Dean i hovedrollen, og så var et af biografens mål at være åben for film fra hele verden, herunder også Østeuropa.

Vi ses i Paradis!

Artikler om Paradisets Engle og indsatsen for Øst for Paradis:

30 år i Paradis - Information 2. marts 2009
Øst for Paradis reddet fra lukning - aoa.dk 12. august 2009
Kulturhistorien vandt over økonomien - Altinget.dk 13. august 2009
Englene reddede Øst for Paradis - Århus Stiftstidende 9. september 2009
Øst for Paradis fejrer politisk opbakning - jp.dk 1. oktober 2009
Øst for Paradis vandt krigen og overlever - Århus Stiftstidende 6. oktober 2009
Kulturnat i byens hjerterum - aoa.dk 10. oktober 2009

Øst for Paradis vil gerne takke sine faste støtteydere: