Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.
KVINDER I OVERGANG
Livet er fyldt med overgange, men der er særligt én overgang, som kvinder med fordel kan forberede sig på, nemlig overgangsalderen. Den kan nemlig være en udfordrende tid med symptomer som hedeture, dårlig søvn, humørsvingninger og nedsat sexlyst. Det er dog slet ikke sikkert, det behøver at være så slemt, men vi mangler viden om, hvad vi selv kan gøre for at undgå at blive hårdt ramt, når vi går i overgangsalderen.
Det råder vi nu bod på med arrangementet KVINDER I OVERGANG, hvor vi har samlet et stærkt panel bestående af speciallæge i kvindesygdomme Anette Peen, psykolog Pia Callesen og klinisk professor Bente Langdahl fra Afdelingen for Hormon- og knoglesygdomme ved Aarhus Universitetshospital.
Vi skal tale om, hvad overgangsalderen er, og hvad vi kan forvente os af i den tid. Vi får også nogle metakognitive redskaber, så vi kan gruble mindre og i stedet bevare overskud og nærvær i det, der for nogen er en svær overgangstid. Så skal vi også blive klogere på de hormonelle ændringer i kroppen, og hvilken betydning det har for vores knogler under overgangsalderen. Kort sagt skal vi omkring alle de vigtige emner, vi hører alt for lidt om, så vi kan blive rustet til at komme godt gennem overgangsalderen.
Om paneldeltagerne:
Anette Peen er speciallæge i kvindesygdomme driver klinikken Menopause og Sundhed i Risskov, der formidler viden om overgangsalderen og giver individuel rådgivning om sundhed og livskvalitet under overgangsalderen.
Pia Callesen er psykolog med speciale i metakognitiv psykologi, klinikchef, foredragsholder og forfatter til de anmelderroste bøger “Lev mere tænk mindre – Drop grublerierne og slip fri af nedtrykthed og depression med metakognitiv terapi” og Grib livet – slip angsten”.
Bente Langdahl er professor ved Aarhus Universitetshospital og er en af landets førende kapaciteter indenfor osteoporose, altså knogleskørhed.
SEKSUALUNDERVISNING FOR VOKSNE
Arrangementet er del af eventrækken SEKSUALUNDERVISNING FOR VOKSNE, hvor vi udforsker krop, følelser, seksualitet og trivsel gennem film, talks, litteratur og events i et hyggeligt, sjovt og inspirerende rum.