Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.

Solitude
Nordatlantiske Filmdage 2025 åbnes med forpremiere på en poetisk og bittersød filmperle fra Island om et særligt venskab på tværs af generationer. Mød instruktør Ninna Pálmadóttir efter visningen.
OM FILMEN:
Gunnar lever et roligt liv på landet i Island, men bliver af staten tvunget til at sælge sin bolig. Han efterlader alt og flytter modvilligt til en lejlighed i hovedstaden, Reykjavik. Men her er han endnu mere isoleret end før - i hvert fald, indtil hans i første omgang dårlige forhold til sin nabo, Ari, udvikler sig til venskab.At den midaldrende Gunnars nye ven kun er 10 år gammel, betyder, at deres forbindelse risikerer at fremkalde frygt og mistanke. Men det, der gør filmen så speciel og bevægende er dens både sensitive og billedstærke skildring af deres særlige bånd.
Med udgangspunkt i manus af filmskaberen Rúnar Rúnarsson (senest aktuel med Lysbrud) har Ninna Pálmadóttir skabt en filmisk fortælling med varme, rige nuancer og stor følsomhed. Og gennem sin egen lavmælte stil fejrer Solitude den trøst og omsorg, en uventet forbindelse kan give, især for to enere, der godt kan bruge lidt mere venlighed i deres liv. Pálmadóttir har tidligere instrueret de prisbelønnede kortfilm Paperboy (2019) og All Dogs Die (2021), og hun spillefilmsdebuterer mesterligt og poetisk med Solitude (2023)
ARRANGEMENTET:
Filmen (75 min) har danske undertekster. Arrangementet (inkl. samtale) varer ca. 100 minutter.
Ninna Pálmadóttirs besøg er arrangeret i et samarbejde mellem Nordatlantiske Filmdage i København (nordatlantens.dk/filmdage).
Nordatlantiske Filmdage 2025 er støttet af Det Danske Filminstitut og Nordens Institut i Grønland (NAPA) samt Islands Ambassade, Grønlands Repræsentation og Færøernes Repræsentation og præsenteres af Nordatlantens Brygge i samarbejde med bl.a. Øst for Paradis, Biffen i Ålborg, FILM.GL, Nuuk International Film Festival, Det Færøske Filminstitut (Filmshúsið) og Icelandic Film Centre.